Notehenvisninger er markeret med et tal i parentes, som her (12), hvor der henvises til note 12. De fleste noter er blot sidehenvisninger. Enkelte indeholder dog citater o. lign. I de tilfælde kan man klikke på notehenvisningen for at læse noten.
Orwell beskrev ofte de fattige og uoplyste i samfundet. Han gjorde en del ud af selv at opleve, hvordan de levede (han kom selv fra et middelklassehjem), og lod sig derfor blandt andet fængsle. På et tidspunkt tog han til nogle minearbejderområder og skrev om tilværelsen der i "The Road to Wigan Pier" (1937). I sine sidste år gik han mere og mere ind i at forsvare det enkelte individ - eksempelvis mod samfundet - i sine romaner. George Orwell led af tuberkulose og døde af det den 21. januar 1950 i en alder af 46 år efter at være røget ind og ud af hospitaler den sidste lange tid.
Oceanien har flere paralleller til eksempelvis Sovjetunionen. Blandt andet omtales den niende treårsplan, hvori det er bestemt, hvor meget der skal produceres og af hvad. Men det er ikke kun planøkonomi, der er tilfælles. Oceanien har også en revolution som baggrund, og man har "adopteret" systemet med børn som stikkere fra Hitler-Tyskland. Desuden har man udrenselses-processer gemt i fortiden.
Hovedtemaet i bogen er klart det meget omtalte overvøgningssamfund - "Big Brother is watching you!". Befolkningen overvåges af teleskærme, der gør det muligt at se, hvad folk laver, og høre, hvad de siger, døgnet rundt. Synes Partiet ikke om éns adfærd, bliver man pågrebet af Tankepolitiet, der torturerer én, til man virkelig synes, at Partiet har ret, og til man elsker Store Broder. Det er netop, hvad der sker med hovedpersonen Winston. Partiet fanger ham ved at opfinde en fjende, Emmanuel Goldstein, og lade Winston og kæresten Julia gå ind i den ligeledes ikke-eksisterende modstansbevægelse Broderskabet. De bliver introduceret af O'Brien, der senere viser sig nærmest at være bøddel.
Ideen til bogen kommer muligvis fra Orwells ven Arthur Koestlers bog "Mørke midt på dagen" (1940), hvor et samfund har forfalsket alle bøger, og hvor det i spøg hedder, "at man nu kun manglede at trykke nye og reviderede udgaver af de gamle numre af alle aviser" (3). Orwell har taget skridtet videre, og hovedpersonen i "1984", Winston Smith, er netop beskæftiget i det daglige med at forfalske avisartikler.
Da Orwell skulle navngive sin bog, byttede han rundt på de sidste cifre i det år, han skrev den. På den måde blev 48 til 84. Originaludgaven, der er engelsk, har dog årstallet skrevet med bogstaver som titel ("Nineteen Eighty-Four"), men den danske oversættelse hedder retteligt "1984" med tal.
Når der kun er ét parti ved magten, tillades kun de meninger, partiet kan forene sig med. Det er i høj grad en del af pointen i Orwells bog. Dette vises i et utal af situationer: Tankepolitiet har til formål at finde forræddere, altså folk med en anden politisk overbevisning. Disse mennesker fjernes - "opløses" - simpelt hen, når de findes. For at undgå, der skal være en anden samfundsmodel at sammenligne med, omskrives historien konstant. Alle de oprindelige kilder er blevet forfalsket, og forfalskningerne forfalskes også, når de ikke længere passer til Partiets aktuelle anskuelser. Når fakta pludselig ændres, må folk glemme, hvad de vidste. Derfor har man indført begrebet "virkelighedskontrol", der på Nysprog kaldes "dobbelttænkning". Det går ud på at beherske to modsatrettede tankegange samtidig! På den måde kan man acceptere de nye oplysninger som korrekte, glemme de gamle, glemme at man glemte dem og så videre. Alt det medfører en utrolig ensretning af befolkningen.
Fra såkaldte teleskærme, der befinder sig overalt i Oceanien, strømmer der konstant propaganda og forfalskede nyheder, og alt, hvad der kommer ud, får lov at stå umiodsagt. Også herved påvirkes alle i samme retning; de bliver ensrettede.
Ensretningen gennemføres blandt andet også ved hjælp af det særlige sprog, Nysprog, som er Engsocs ide. Med Nysprog fjernes nuancer i sproget. Således er der ikke noget, der hedder "fantastisk" mere. I stedet benyttes præfikserne plus- og dobbelt-, så ordet erstattes med "dobbeltplusgod"! Mere væsentligt indskrænkes antallet af ord hele tiden. På denne raffinerede måde gøres det på langt sigt umuligt at udtrykke sig imod Partiet, idet de gloser, der kunne bruges til det, helt slettes.
Selve navnet "Partiet" rummer denne tankegang. Dels står det med stort begyndelsesbogstav, dels hedder det ikke 'et parti' men 'Partiet'. Der kan altså slet ikke være tale om andre partier.
Kærlighed var også blevet udryddet, fremgår det af bogen: "Det, der nu pludselig slog Winston, var, at hans mors død for næsten tredive år siden havde været tragisk og sørgelig på en måde, som ikke længere var mulig. Det gik op for ham, at tragedie var noget, der hørte en svunden tid til, en tid, hvor der endnu havde været privatliv, kærlighed og venskab, og hvor medlemmerne af en familie instinktivt holdt sammen." (5) For at sikre folks loyalitet overfor Partiet, har det ikke kunnet tillade kærlighed til medmennesker. Man var nødt til at tænke på sig selv og sin rettroenhed, så man ikke kom i Tankepolitiets søgelys. En af de ting, Oceanien havde tilfælles med eksempelvis nazisterne, var, at man lod børn være stikkere. Et sted hører man faktisk, at en af Winstons naboer - Parsons - bliver meldt til Tankepolitiet af sine egne børn (6). På denne måde har man altså skabt splittelse helt ned i familien.
Sex mellem mennesker, der levede sammen, sås heller ikke gerne. Det kunne også knytte folk sammen. For at sikre børn "til brug for Partiet", tillodes det dog men kun som en slags tjeneste overfor samfundet (7). I bogen kan læses: "Partiet var endog i al hemmelighed tilbøjeligt til at tolerere prostitution for derigennem at skaffe afløb for de instinkter, som det ikke var muligt helt at undertrykke." (8) Naturligvis var det nødvendigt, at det var "i al hemmelighed", for det ville jo være pinligt, om det var officielt, men det er klart valgt af andre grunde: Man knytter sig jo ikke på samme måde til en prostitueret, der har fem-seks daglige kunder, som til sin faste partner. I bogen hævder Julia dog, at årsagen tillige var, at Partiet havde brug for det hysteri, der kom ud af, at folks seksualitet var undertrykt. Hysteriet skulle bruges til at få folk op på barrikaderne for Partiet og ville gå i krig.
Når kærlighed og sex er afskaffet, siger det sig selv, at gudedyrkelse var utilgiveligt (9). Man må ikke have anden gud end Store Broder!
Ensretningen skete også helt synligt. For eksempel havde alle medlemmer af Partiet en blå overall på, der skulle gøre det ud for Partiets uniform.
"Hvid gør altid mat," tænker Winston efter at være torteret til rettroenhed (10). Han sidder og løser en skakopgave, der bringes i Times, som naturligvis styres af Partiet. Dette er endnu et eksempel på ensretningen og dobbelttænkningen: Den, der løser skakopgaverne regelmæssigt, accepterer, at hvid altid vinder, altid vil vinde og altid har vundet. Der er kun dén måde at tænke på.
Det kan det imidlertid knibe med. I "1984" hedder det i uddraget af Emmanuel Goldteins bog: "Den officielle ideologi er fuld af selvmodsigelser, selv når det ikke er nødvendigt. Således forkaster og forhåner Partiet alle de ideer, som den oprindelige socialisme gik ind for, og det gøres i socialismens navn." (12) Emmanuel Goldstein var Partiets fjende i "1984". Her viser Orwell altså, at det totalitære samfund, han beskriver, som jo havde paralleller til det kommunistiske, og som han jævnfør ovenstående hadede, har bevæget sig bort fra den oprindelige socialisme. Herved tager han den oprindelige socialisme lidt i forsvar, idet han jo siger, den ikke er ensbetydende med totalitarisme. Det viser dog ikke, hvilken socialisme, det er han går ind for - kun at det ikke er en totalitær, marxistisk eller centralistisk socialisme. Til gengæld er det også omtrent, hvad man kan finde ud af om hans holdning ud fra "1984" alene.
Bogen blev da også, da den udkom, af nogen opfattet som et bevis for, at Orwell havde vendt socialismen ryggen. Det er vel meget forståeligt, når det er svært at se andet end kritik af socialisme i den. Amerikanske aviser sammenlignede bogens Engsoc med virkelighedens britiske Labour, hvilket gjorde det nødvendigt for ham, at udsende et dementi, hvori han understregede, at han ikke ville angribe og i øvrigt støttede Labour (13). Han ønskede blot at påpege fejlene ved et centraliseret samfund.
Orwells politiske tilhørsforhold kan som sagt være svært at afgøre kun ud fra "1984". Per Stig Møller, der har skrevet en bog om George Orwell med titlen "Orwells håb og frygt" (se litteraturlisten), skriver blandt andet, at bøgerne "1984" og "Kammerat Napoleon" meget let kan misforstås, hvis de ikke ses på baggrund af Orwells store produktion af essays, artikler, pamfletter m.v., hvori hans egentlige mening kommer til udtryk. Bogen "The Lion and the Unicorn" fra 1941 handler om engelsk, revolutionær socialisme, som Orwell gik ind for den (14).
Som et eksempel på, hvorfor bogen kan misforstås kan nævnes, at der et sted i teksten ligger noget, der kunne få læseren til at sympatisere med kapitalisterne. I et uddrag af en af Oceaniens elementære lærebøger (15), kan man nemlig læse, at befolkningen før Revolutionen lå i kløerne på kapitalisterne. De tvang den til at arbejde 12 timer om dagen og sørgede for, den ikke fik nok at spise. Desuden blev kapitalisterne beskrevet som grimme, fede mænd med onde ansigter, sorte frakker og høje hatte. Man kan undre sig over, hvorfor Orwell lægger et spinkelt forsvar her. Det kan dog også være, han har ment, at den meget partiske beskrivelse var nødvendig for handlingen og beskrivelsen af Partiet.
I "1984" fortæller O'Brien under torturen selv Winston, at Partiets formål med at vinde magten ikke var at skabe et samfund på baggrund af en ideologi men alene at have magten. O'Brien fremhæver nemlig på Partiets vegne, at det - i modsætning til nazisterne og kommunisterne - ikke prøver på at gøre det under påskud af, at det vil skabe et bedre samfund (16). Dette er en del af forfatterens konklusion: Orwell mente, de totalitære stater alle havde det tilfælles, at de blot ønskede magten for dens egen skyld.
George Orwell kritiserer altså ikke socialismen men et socialistisk centralistisk samfund. Han har sikkert - som så mange andre mennesker - kunnet lide den socialistiske tankegang, men har måttet erkende, at det simpelt hen er urealistisk at gennemføre. Eller også drømte han stadig om det. Han evnede dog tydeligvis at se, hvad der skete, når et sådant styre kom til magten. Man kan spørge sig selv, hvordan man kan være socialist, hvis man véd det. Måske er det en naiv tankegang. Det mener Per Stig Møller tilsyneladende også, da han (i en lidt anden forbindelse) skriver: "De venstreintellektuelle har stadig svært ved at skelne mellem ideologi og virkelighed"! (17) Per Stig Møller er som bekendt selv konservativ og kan altså heller ikke forventes at være enig.
Orwell konstaterer, at det centralistiske samfund bevarer en stærk klassedeling, selvom det faktum på ingen måde er særlig socialistisk (19). Dette er beskrevet udførligt i et uddrag af Emmanuel Goldsteins bog, som er indlagt i "1984"'s handling (20). Rent faktisk er uddraget delvist identisk med de tanker, Orwell tidligere havde udtrykt i essays omkring venstrefløjens væsen, blokpolitik og atombombens magtpolitiske betydning (21). Man må altså regne med, at de holdninger, der udtrykkes i Goldsteins bog, i det store hele svarer til Orwells egne.
Per Stig Møller tolker bogens tillæg "Hovedreglerne for Nysprog" således, at Oceaniens styre er gået i opløsning efter bogens afslutning, der foregår en kold vinterdag, hvor alt håb synes ude. I tillægget står der nemlig: "Man regnede med, at Nysprog endeligt ville have afløst Gammelsprog (det, vi kalder Rigsengelsk) cirka år 2050." (22) Ordene "ville have" afslører, at Nysprog aldrig blev gennemført. Per Stig Møller mener, at dette afslører, at ikke bare Nysprog men også hele Partiet er forsvundet et sted mellem 1984 og 2050 (23). Om det er rigtigt, kan være svært at sige. Det kunne måske også betyde, at hele samfundet var blevet udryddet? Partiet har kørt det helt i sænk.
På dette sted vil jeg gøre brug af Freuds personlighedsmodel: Over-jeg'et, jeg'et og det'et. Hele samfundet i "1984" har et utroligt forvokset over-jeg (Partiet), der næsten kontrollerer jeg'et (partimedlemmerne, men ikke Winston) et hundrede procent. Når det engang imellem lykkes det'et (den enkeltes naturlige instinkter), at "få noget igennem", straffer over-jeg'et hårdt. Mennsker, der ikke har et naturligt samspil mellem disse tre dele af personligheden, er i ubalance. Det samme er det samfund, der beskrives i "1984". Man kan kun sige, som Orwell selv gjorde i en pressemeddelelse udsendt i anledning af bogens fremkomst (24): "Lad det ikke ske. Det afhænger af dig"!
Bedømmelse
Opgaven blev bedømt til 11. Læs bedømmelsen...
Min hjemmeside | Andet jeg har skrevet | Skriv til mig
Opdateret sidst 21. oktober 1999
Denne sides adresse (URL): http://delaine.dk/orwell3.htm
Copyright © 1998 by Thomas de Laine, all rights reserved.