Thomas Mark de Laine, eksamensopgave i Demokrati og stat, Økonomisk Institut, Københavns Universitet, 11. november 2004
De fleste mennesker i den vestlige verden mener at vide, hvad demokrati er, og de fleste ved også, at de gamle grækere havde noget, der lignede. Der er imidlertid stor forskel på demokrati på forskellige steder og tidspunkter, og der har været lange perioder uden demokrati, efter at de første demokratier opstod, og indtil det moderne demokrati, vi kender i dag. Dette rejser nogle store spørgsmål om, hvorfor demokratiet opstod på de steder og tidspunkter, hvor det gjorde, og ikke andre steder. Og hvorfor dets ’indretning’ i form af institutioner mv. udviklede sig på den måde, som vi har været vidne til. I det følgende skal demokratiets udvikling i perioden fra 508 f.k. til 1789 e.k. beskrives, og beskrivelsen vil beskæftige sig med vilkårene for demokratiernes opståen, forsvinden og genopståen ud fra en opstillet analysemodel.
Det er selvfølgelig diskutabelt, om der overhovedet kan opstilles en model, der kan forklare udviklingen i demokratiet over så lang en periode og i så forskellige samfund. På den ene side kan man sige, at der vel altid vil være væsentlige lokale og tidsspecifikke forhold, der har været afgørende for demokratiets fremkomst og forsvinden. På den anden side er det interessante netop, om der findes nogle generelle linier i disse forhold: Kan demokratiers opståen, eksistens og forsvinden ses som resultater af nogle bestemte forhold på de steder og tidspunkter, hvor demokratierne eksisterede?
’Demokrati’ er her selvsagt et meget centralt begreb, der som nævnt dækker over mange forskellige ting. Alene i udvælgelsen af, hvilke samfunds demokratier, der skal behandles, skal der tages stilling til, om disse samfund kvalificerer sig til at have demokrati. Derfor indkredses først, hvad demokrati er. En analysemodel, der tilsigter at kunne beskrive udviklingen af disse demokratier, opstilles herefter og appliceres efterfølgende på demokratier, der falder inden for definitionen. Endelig konkluderes det, hvorvidt modellen har kunnet give en tilfredsstillende beskrivelse af udviklingen.
Ser man på de demokratier, man almindeligvis tænker på, når man nævner begrebet demokrati – f.eks. demokratiet i de græske bystater og vores eget moderne demokrati – er der store forskelle. Det er derfor nødvendigt at betragte demokrati som en størrelse, der kan variere betydeligt inden for nogle rammer, men disse rammer er der omvendt også brug for, hvis man skal kunne skelne mellem demokrati og ikke-demokrati.
Rent sprogligt kommer demokrati af demos, der betyder folk, og kratos, der betyder magt eller styre, og demokrati betyder så folkestyre, altså at folket styrer (Held 1996:1). Det er imidlertid uklart, hvad det er folket skal styre, hvem folket er, og hvordan folket skal styre.
Det der skal styres, kan siges at være det politiske. Politik kan f.eks. betyde lov og orden i samfundet, forholdet mellem stater, økonomien eller offentlige kontra private anliggender (Held 1996:2; Heywood 1997:7), eller måske en kombination af det hele. En vigtig skelnen går mellem det offentlige og det private, idet det private kan forstås som værende det, demokratiet netop ikke skal omfatte. Det, som folket skal styre, er altså det politiske, og jeg vil her betragte det politiske som ordning af offentlige anliggender i modsætning til private anliggender. Under offentlige anliggender kan lov og orden f.eks. høre, men jeg vil ikke definere, hvor grænsen mellem det offentlige og det private skal gå, idet det netop er et af de områder, hvor definitionen på demokrati skal efterlade plads til variation. Grænsen mellem offentlig og privat har da også været til stadig diskussion.
Rammen for demokratiet er samfundet. Et samfund kan forstås som et netværk af individer med et bestemt karakteristikum, der er bundet sammen i et socialt netværk (Alsted 2001:107), eksempelvis en bondestand, hvis medlemmer har det tilfælles, at de er bønder, og disse bønder har så sociale relationer til hinanden. Demokratiet er en måde at træffe beslutninger på, der har gyldighed i dette samfund. Med denne samfundsdefinition kan der dog være flere samfund, der overlapper og går på kryds og tværs af hinanden, idet f.eks. samfundene ’en bondestand’ og ’en familie’ vil bestå af forskellige individer men også kan have nogle tilfælles. Så længe, der træffes beslutninger med gyldighed alene inden for disse samfund, er der ikke noget i vejen med denne opfattelse af et samfund, men da der her ses på situationer, hvor der træffes beslutninger med gyldighed inden for et geografisk afgrænset område, f.eks. en by med tilhørende opland, er der imidlertid i stedet brug for at opfatte samfundet som geografisk defineret. Det samfund, der her er genstand for analyse, er derfor staten. En stat er en politisk enhed, der har suveræn magt inden for et defineret territorium (Heywood 1997:5).
Det skulle herefter være klart, at det folket skal styre, er de offentlige anliggender i en stat. Folket er afgrænset til en andel af borgerne, der er sikret ret til indflydelse på styringen, hvis de lever op til nogle kriterier, f.eks. en vis alder, en vis mængde ejendom, have et bestemt køn eller lignende (Held 1996:2). Disse kriterier er ganske diskriminerende, i hvert fald set gennem nutidens briller. Det er dog væsentligt, at kriterierne ikke er personligt diskriminerende: Borgeren får (i princippet) sin ret til indflydelse automatisk, hvis han eller hun lever op til kriterierne. Der er ikke tale om en personlig udvælgelse af, hvem der grundlæggende set skal have indflydelse. Kriterierne lader imidlertid ikke nødvendigvis en særlig stor del af befolkningen tilbage som indflydelsesberettigede. Kriterierne for, hvilke borgere der har disse demokratiske rettigheder, er et af de områder, hvor der kan være variationer i demokratiet. De borgere, der har demokratiske rettigheder, har til gengæld indflydelse på styringen, men hvor direkte afhænger af, hvordan styringen foregår.
Spørgsmålet om, hvordan folket skal styre, er måske det element i demokratiet, hvor der er allerstørst rum for variation: Hvor direkte skal de borgere, der har demokratiske rettigheder f.eks. inddrages? Er det nok, at de er repræsenteret i en forsamling, der diskuterer og træffer beslutninger, eller skal de selv deltage i denne diskussion og beslutningstagning (Held 1996:3)? Jeg vil anvende det kriterium, at det er nok, at styringen foregår via en form for forsamlinger, hvor politiske forhold kan diskuteres, og der kan træffes beslutninger. Om forsamlingen består af alle borgere eller kun repræsentanter kan være forskelligt. Det centrale er, at der i forsamlingen repræsenteres forskellige interesser hos borgere med demokratiske rettigheder. Hvorvidt der yderligere f.eks. vælges en regering ud af denne gruppe, eller om gruppens medlemmer står til ansvar for folket eller skal følge deres egen overbevisning o.lign. er ligeledes variationsmuligheder.
En model for forklaringen af demokratiets opståen, forsvinden og genopståen kan baseres på, at demokrati betragtes som en institutionaliseret form for samarbejde. Begrebet om samarbejde kommer fra Axelrod (1984), og modellen anvender endvidere Tillys (1992) model til forklaring af årsagerne til samarbejdets opståen. Hverken Axelrod eller Tilly kan dog stilles til ansvar for modellen.
Individer og interesser i staten går ind i demokrati som et samarbejde med forventning om at kunne opnå et mål. Samarbejdets, altså demokratiets, faktiske resultater i forhold til opfyldelse af dette mål er afgørende for, om det opretholdes på længere sigt. Virker samarbejdet ikke tilfredsstilende for samarbejdets parter, opgives det. Samarbejdet har altså et mål, en effektivitet, nogle parter og en form. Formen er betydende for, hvor effektivt samarbejdet er, og har dermed også at gøre med, om samarbejdet kan overleve på længere sigt.
Axelrod beskriver en teoretisk situation, hvor to spillere hver især har mulighed for at samarbejde eller undlade at samarbejde uden at vide, hvad den anden samtidig vælger. Den enkelte spiller opnår størst udbytte af at undlade at samarbejde samtidig med, at den anden spiller vælger at samarbejde. Næststørst udbytte får spilleren, hvis både han og den anden spiller samarbejder. Tredjestørst bliver udbyttet, hvis begge spillere underlader at samarbejde, og endelig bliver udbyttet mindst muligt, hvis spilleren vælger at samarbejde, og modspilleren vælger ikke at gøre det (Axelrod 1984:8). Udbyttets størrelse og art behøver ikke at være det samme for begge spillere, så længe det for begge spillere følger dette ’hierarki’.
I den beskrevne situation er det mest rationelt for en spiller at undlade at samarbejde, hvis der blot er tale om et enkelt spil, da modspilleren kan forventes at undlade at samarbejde for at forsøge at få det størst mulige udbytte (Axelrod 1984:10). Udbyttet for begge spillere er dog større, hvis de begge samarbejder, og hvis begge spillere ved, at de har stor sandsynlighed for at mødes igen til kommende spil, kan der opbygges en form for gensidig tillid, så de begge vælger at samarbejde (Axelrod 1984:12). Des oftere, spillere mødes, des oftere vil samarbejde opstå. Samarbejde har også bedre vilkår for at opstå, hvis der er sanktionsmulighed over for spillere, der ikke samarbejder, og spillerne kan opbygge et rygte om, at de samarbejder, så også spillere, de ikke har mødt før, ved, at de kan regne med samarbejde og derfor også selv samarbejder til begge spilleres bedste.
Demokratiet kan som sagt anskues som et samarbejde, men Axelrods model skal have et par ord med på vejen for at kunne anvendes. Spillerne er samarbejdets parter, og disse parter skal have en forventning om, at et samarbejde dels vil kunne betale sig, hvis begge parter samarbejder – altså at størrelsen af afkastet følger det oven for beskrevne hierarki – og en tillid til, at den anden part også samarbejder. Hvis samarbejdet består i, at en bys borgere får politisk indflydelse mod at aflevere skatter til en konge, skal borgerne altså have tillid til, at de så også får den indflydelse, de bliver lovet. Endvidere skal det til stadighed bedre kunne betale sig at samarbejde end at ophøre med at samarbejde, hvis samarbejdet skal bestå. Med Axelrods begreber vil det sige, at udbytternes størrelse og ’hierarki’ kan ændres over tid, så samarbejdet måske ikke længere kan betale sig.
Som nævnt skulle spillerne have en forventning om udbyttets størrelse i tilfælde af samarbejde fra begge spilleres side. Axelrod opererer ikke selv med en opdeling af udbyttets størrelse i forventede og faktiske udbytter, men gør opmærksom på, at det ikke er nødvendigt at antage, at spillerne er rationelle eller for den sags skyld vidende om, hvad de foretager sig, hvilket de dog godt kan være (Axelrod 1984:18). Jeg har valgt at antage, at parterne handler egennyttemaksimerende – altså at de forsøger at opnå et mål, og overvejer muligheden for dette ved at indgå i et samarbejde – men ikke, at de har fuld viden om konsekvenserne af deres valg. Der antages altså en form for begrænset rationalitet. På denne baggrund er det rimeligt at skelne mellem de forventede og faktiske udbytter i næste spil. Denne skelnen indføres, idet modellen skal give mulighed for, at parterne ophører med at samarbejde, hvis samarbejde i længden viser sig ikke at være effektivt i forhold til begge parternes respektive mål, selvom det så ud til at kunne betale sig, da samarbejdet blev indledt. Taget i betragtning af vanskelighederne ved at overskue effekten af ændringer i noget så komplekst som demokratiet, vil det også være forkert at antage, at parterne kan gennemskue dette.
Hobbes havde faktisk ideer om, at individerne i et frit, ureguleret samfund havde brug for samarbejde og en aftale om at samarbejde for at sikre et fredeligt samfund, også selvom det i nogle tilfælde ville kunne betale sig for den enkelte at bryde samarbejdet. Hobbes forestillede sig dog, at disse individer havde en leder og ikke et demokrati, men tanken om samarbejde mellem individer for at sikre et fredeligt samfund var til stede (Held 1996:76-77). Det er da også oplagt at se demokratiet som et samarbejde på denne måde, men ofte vil det samfund, der kan opstå demokrati i, typisk i forvejen netop ikke være et frit, ureguleret samfund, men et samfund, hvor magten var koncentreret et sted, f.eks. hos en konge. I byer, hvor borgerne møder hinanden igen og igen og ikke forvejen er underlagt en konges magt i betydeligt omfang, kan demokratiet godt ses som et samarbejde, der opstår, fordi individerne møder hinanden igen og igen. Men er det netop ikke et særligt frit samfund, f.eks. under betydelig magt fra en konge, er det snarere et samarbejde mellem byens borgere og kongen, der er tale om. Her afgiver kongen indflydelse til byens borgere mod at få noget andet til gengæld, idet også kongen skal have et mål med samarbejdet. Det er denne form for samarbejde mellem konge og borgere, som Tillys model kan anvendes til at forklare.
Tilly (1992) beskæftiger sig med de europæiske staters variation og konvergens mod nationalstaten. Hans model kommer dog også til at sige noget om demokratiets opståen. Hos Tilly er der to grundlæggende drivkræfter: tvang og kapital. Tvang er stort set det samme som militær organisation, mens kapital er produktion og handel. Alle stater har en kombination af tvang og kapital. Nogle stater er f.eks. bygget op om handelsbyer og er kapitalintensive. Disse er koncentreret i et bælte fra Norditalien til Tyskland. Uden om dette bælte ligger stater, der har kapitaliseret tvang, dvs. en kombination af tvang og kapital. Her ligger f.eks. England og Frankrig. Yderst ligger de tvangsintensive stater som f.eks. de nordiske lande og Østeuropa. Krig, eller muligheden for at skaffe ressourcer til krigsførelse, altså penge og soldater mv., er meget afgørende for udviklingen.
Gennemgående betyder magthavernes behov for ressourcer til krigsførelse, at disse ressourcer må inddrives fra befolkningen og handelen. I løbet af den periode, Tilly behandler, sker det enten ved beskatning på den ene eller anden form eller ved låntagning. Soldaterne er i en del af perioden lejesoldater, i en anden del er de værnepligtige osv. De rige bystater i det kapitalintensive spor kan opretholde selvstændighed meget længe, og gør oprør mod konger, fyrster osv., hvis de forsøger at stille urimelige krav til byen, især i forhold til handelsinteresser. Stater i det tvangsintensive spor kan mobilisere ressourcer til krigsførelse ved som en slags betaling at tildele land, som f.eks. kongen har magt over, til de herremænd o.lign., der afleverer ressourcer. Her kan for høje skatter eller lignende dog føre til bondeoprør. Stater i midtersporet kan skaffe ressourcerne gennem samarbejde mellem f.eks. landadel og købmænd – enevælden i Danmark er et eksempel på dette. Her er kongen dog under pres fra både landadel og købmænd.
Når magthaverne stiller krav til befolkning og handel bliver der med andre ord et pres herfra, f.eks. i form af oprør, og dette gør, at magthaverne må indgå i "forhandlinger" i ret bred forstand med befolkning og handel. Ved disse forhandlinger kan der f.eks. kræves flere rettigheder så som politisk indflydelse, og dette kan eksempelvis ske gennem repræsentation i forsamlinger, der har indflydelse på politiske beslutninger (Tilly 1992:97-102). Herved er der altså tale om en form for samarbejde mellem magthavere og handel og befolkning, der kommer til at føre til, at der indføres en stigende grad af borgerindflydelse i styret, og det er her, Tillys model kan bruges til at belyse årsagerne til indførelse af demokrati.
Tillys egen analyse dækker kun perioden 990 e.k.-1992 e.k., og det står ikke klart, om han mener, den kan dække mere end det. Modellen er dog ret generel, og jeg vil derfor alligevel udstrække den til anvendelse på hele den her behandlede periode, altså 508 f.k.-1789 e.k.
Modellen består altså af et samarbejde mellem parter, der har mål med samarbejdet. Samarbejdet har en form og en faktisk effekt.
Samarbejdets parter kan være individerne i en by, der har et fredeligt liv som mål, og bruger en form for demokrati som et middel, samarbejdets form, til at opnå dette mål. Det kan demokratiet så være mere eller mindre godt til – samarbejdet har altså en faktisk effektivitet. Samarbejdets parter kunne også være kongen og borgerne i en by. Kongen har tilvejebringelse af ressourcer til krigsførelse som mål, mens det for borgerne er et mål at få mere indflydelse på statens forhold. Samarbejdets form er, at byens borgere afleverer de ressourcer, kongen kræver, og til gengæld får indflydelse via en form for demokrati. Dette demokrati har igen faktisk effektivitet, og er denne effektivitet ikke tilstrækkelig høj for blot den ene part, f.eks. byens borgere, kan denne part ophøre med at samarbejde.
Som tidligere nævnt har samarbejdets form, altså f.eks. demokratiets indretning, indflydelse på samarbejdets faktiske effektivitet. Derved kan en ineffektiv form for demokrati føre til, at demokratiet ikke kan betale sig for en eller flere af samarbejdets parter og derfor bliver opgivet.
Det skulle hermed være tydeliggjort, hvordan modellen kan anvendes til analyse af demokratiets opståen, forsvinden og genopståen.
Ud fra oven for beskrevne definition er demokrati altså beslutningstagning om et samfunds offentlige anliggender i en forsamling, hvor forskellige interesser tages i betragtning. I den behandlede periode, 508 f.k. til 1789 e.k., findes efter denne definition en række demokratier, der opridses i det følgende.
En form for demokrati blev i perioden ca. 510 f.k.-330 f.k. udbredt i de græske bystater som f.eks. Athen. I Athen havde alle frie voksne mænd over 20 år demokratiske rettigheder. Dog skulle de være af athensk oprindelse, altså ikke fra en anden by. Det var med andre ord ikke personens velstand eller klasse, der var afgørende for retten til indflydelse, men der var mange slaver (omkring 80-100.000 slaver og 30-45.000 borgere (Held 1996:15, 23)), der ikke havde ret til indflydelse. Folket havde suveræn magt til at tage del i lovgivningsmæssige og juridiske funktioner. At deltage i demokratiet var i øvrigt nærmest at betragte som en borgers pligt over for staten snarere end en ret, borgeren havde. Beslutninger blev truffet på offentlige massemøder med fri diskussion. Massemøderne var forsamlinger med mindst 6.000 deltagere. Et råd med 500 personer stod for forberedelse af f.eks. dagsorden til massemøderne, og en komité med 50 personer og en præsident vejledede rådet og udarbejdede forslag til det. Rådet, komiteen og præsidenten var besat af skiftende personer, der kun sad kort tid ad gangen. Der var ikke nogen skarp adskillelse mellem den offentlige og private sfære, men folk havde ret til at gøre som de ville, når det ikke generede andre. Demokratiet var ikke indrettet på samme måde gennem hele perioden eller i alle de græske bystater men gennemløb en udvikling (Held 1996:14-22).
De græske bystater må henregnes til demokratierne i perioden, idet beslutningerne blev truffet af forsamlinger af borgere, der havde ret til deltagelse ud fra ikke personligt diskriminerende kriterier, de forskellige interesser var repræsenteret i forsamlinger, og forsamlingerne traf beslutning om offentlige anliggender med autoritet i bystaterne.
Hen imod slutningen af det tolvte århundrede opstod de italienske byrepublikker i bl.a. Firenze, Padua, Pisa, Milan og Siena. Disse byrepublikker havde en slags regering bestående af typisk op mod 600 rådsmedlemmer ledet af såkaldte podestà, der blev valgt og kun sad i en bestemt, afgrænset periode, f.eks. ét år. En podestà havde den højeste magt i administrative og juridiske spørgsmål og stod til regnskab over for rådsmedlemmerne og i sidste ende over for borgerne. Borgerne var her mænd med eget hjem og ejendom, der kunne beskattes og som endvidere var født eller hele tiden havde boet i byen. Borgerne valgte rådsmedlemmerne og disse valgte podestà, begge dele ved at en mindre gruppe af hhv. borgere og rådsmedlemmer udvalgt ved lodtrækning tog stilling til kandidater til posterne (Held 1996:40-41).
De italienske byrepublikker må anses for demokratier, da beslutninger blev truffet af forsamlinger udpeget indirekte af borgerne, der fik deres rettigheder ud fra et ikke personligt diskriminerende princip. Forskellige interesser var dermed repræsenteret blandt rådsmedlemmerne og podestà, og de trufne beslutninger angik offentlige forhold i byrepublikkerne.
Forud for det moderne demokratis indførelse går en periode med parlamentarisme, der opstår ca. 1200-1400. Parlamenterne opstår f.eks. i England og Frankrig og repræsenterer en andel af borgerne over for kongen. Parlamenternes medlemmer vælges ikke af befolkningen, og de stilles heller ikke til regnskab for beslutningerne over for befolkningen. De repræsenterer blot dele af befolkningen i kraft af, at deres medlemmer er ligesom en del af befolkningen. Endvidere har de ikke magten på samme måde, som ved de senere moderne demokratier: Det er kongen, der har magten, men kongen kan ikke gøre alt, f.eks. opkræve skatter, uden at indhente tilladelse hos parlamentet. I 1600-1700-tallet falder parlamenternes betydning stærkt i forbindelse med enevælden – dog ikke i England, hvor man også har parlamentarisme i perioden frem til det moderne demokratis indførelse (Finer 1997, kap. 8).
I slutningen af den periode, der analyseres, fremkommer de første moderne, liberale demokratier i Amerika og i Frankrig, hvor der her kun vil blive set på Frankrig, der fik demokrati i forbindelse med den franske revolution i 1789. Autoriteten opdeles i det liberale demokrati i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der var hhv. en forsamling, en præsident og domstolene i disse tidlige moderne demokratier. De tre former for magt skulle gensidigt fungere som kontrol med, at de øvrige magtformer ikke udartede. Autoriteten var suveræn inden for nationalstaten. Til de lovgivende forsamlinger var der valg med valgret for borgere, der var mænd over en vis alder mv. De valgte medlemmer af de lovgivende forsamlinger repræsenterede de borgere, der havde valgt dem, hvorfor dette også kaldes repræsentativt demokrati, og der var en vis konkurrence mellem forskellige interessegrupper, der herved repræsenteredes (Held 1996, kap. 3). Systemerne er senere ændret, så det bl.a. er en større del af befolkningen, der nu har demokratiske rettigheder.
Det franske demokrati falder inden for definitionen på demokrati, da beslutninger træffes af forsamlinger, hvis medlemmer er valgt af borgerne eller af en præsident, der er under kontrol af disse forsamlinger. De borgere, der har demokratiske rettigheder er igen ikke tildelt disse ud fra personligt diskriminerende principper, og forskellige interesser bliver repræsenteret i de lovgivende forsamlinger, fordelt efter, hvordan borgerne stemmer (dog er nogle interesserer stærkere repræsenterede end andre pga. tokammersystemet). De trufne beslutninger angår de politiske forhold i nationalstaten.
Det er mere diskutabelt, om den forudgående periode med parlamentarisme falder ind under demokratidefinition. Et argument herfor er, at parlamentarismen udvikler sig til, at flere forskellige interesser i staten er repræsenteret i en slags stænderforsamlinger, men omvendt har kongen stadig megen magt i forhold til disse. Parlamentarismen medtages dog her som en slags forstadium til det moderne, liberale demokrati.
På de oven for beskrevne demokratier kan modellen, hvor demokrati betragtes som institutionaliseret form for samarbejde, nu anvendes, idet der for hvert demokrati ses på samarbejdets parter, parternes mål, samarbejdets form og samarbejdets effektivitet. Dette sker med henblik på at belyse, hvorfor demokratiet opstod i de nævnte tilfælde, og hvorfor det eventuelt forsvandt igen.
Det første af periodens demokratier er de græske bystater. Samarbejdets parter var her bystaternes borgere. Dels var der tale om relativt små samfund, hvor få tusind mennesker levede sammen, og informationer spredtes hurtigt, hvorved borgerne havde mange gentagne interaktioner med hinanden og adgang til information om hverandre, der betød, at borgere måtte stå til ansvar for hinanden. Sociale og politiske forskelle gjorde, at der kunne opnås et mere fredeligt samfund, hvilket var samarbejdets mål, ved at samarbejde på tværs af disse skel. Blandt andre landmænd var endvidere afgørende for bystaternes forsvar, og disse har derved også haft mulighed for at kræve indflydelse som part i et samarbejde med bystaternes øvrige borgere (Held 1996:14-15). Her har målet med samarbejdet været øget indflydelse på landmændenes side og byens forsvar på byens borgeres side. Samarbejdets form var det oven for beskrevne demokrati med massemøder, hvor beslutninger blev truffet meget direkte af borgerne i forhold til andre former for demokrati. Denne form for demokrati var præget af en del ustabilitet, der nok i høj grad netop fulgte af den meget direkte inddragelse af et meget stort antal borgere. At det fungerede gennem en periode skyldtes nok snarere, at der var militært held med fordele for byens borgere til følge (Held 1996:24-28). Imidlertid holdt demokratiet kun i ca. 170 år, og dette skyldtes formentlig netop ustabiliteten: samarbejdets effektivitet var ikke tilstrækkelig høj, og samarbejdet blev derfor afbrudt. Platon beskriver dette som, at samhørigheden forsvandt (Held 1996:30), så der ikke længere var grundlag for at samarbejde. Indretningen af demokratiet gjorde det også vanskeligt at føre krig (Held 1996:34), så også på denne måde kan man sige, at samarbejdets form gjorde, at det ikke var tilstrækkelig effektivt, og derfor blev forladt.
Næste gang, demokratiet opstår i perioden, er i de italienske byrepublikker. Disse opstod som magtcentre i et landbrugsdomineret samfund, hvor det gav en vis politisk magt at have held til at gøre krav på en del af afkastet fra landbrug (Held 1996:39). I de italienske byrepublikker er samarbejdets parter igen borgerne i en by, der har som mål med samarbejdet at kunne leve i et velordnet samfund. Samarbejdets form var til gengæld anderledes end i de græske bystater: Der var, som tidligere beskrevet, tale om langt mindre direkte involvering i beslutningstagningen fra borgernes side. Demokratierne ses dog generelt at være forsvundet igen. Også her kan det skyldes samarbejdets form: Indretningen af demokratiet gjorde, at det var en slags overklassens demokrati. Faktisk dannede tilsidesatte grupper deres eget sæt af institutioner i nogle tilfælde. En af årsagerne hertil var formentlig, at denne indretning af demokratiet ganske simpelt ikke indfangede de forskellige interesser, og dets evne til at sikre ordnede forhold for løsninger af interessekonflikter har følgelig været utilstrækkelig (Held 1996:40-41, 52-53). Dette må i høj grad betragtes som en ustabilitet, der har gjort samarbejdets effektivitet utilfredsstillende.
En form for demokrati opstår også i form af parlamentarismen i f.eks. England og Frankrig. Dette foregår i England ved, at kongens løbende dialog med storadelen i 1200-tallet systematiseres, og forsamlingen, der repræsenterer storadelen, kaldes et parlament. Parlamentet får i løbet af 1300-tallet mere magt og skal bl.a. godkende alle skatter. I Frankrig udvikler et lignende system sig, hvor en stænderforsamling dækkende hele landet kaldet Etats General også skal godkende nye skatter. Etats General indkaldes dog ikke i en lang periode i 1600-1700-tallet under enevælden. Også i Frankrig må kongen rådføre sig med storadelen. Parlamentarismen kan betragtes som øget borgerindflydelse, som kongen må afgive til storadelen for at kunne skaffe ressourcer til krigsførelse. Parlamentarismen er altså et samarbejde mellem konge og storadel om hhv. ressourcer til krigsførelse og øget indflydelse. Parlamentarismen afløses imidlertid af enevælden – dog ikke i England. Enevældens opståen kan ud fra modellen forstås således, at kongen ikke længere har haft brug for samme grad af samarbejde, da han har magt nok til at kunne nå sine mål uden. Derfor er samarbejdet ikke effektivt nok for kongen. Den stat, der udvikler sig under enevælden, ender dog med at øge behovet for at samarbejde med befolkningen (Held 1996:72). I 1789 må den franske konge indkalde Etats General for første gang siden 1614 for at få godkendt nye skatter til brug for krigsførelse (Tilly 1992:108-110), hvilket udløser den franske revolution, og det moderne, liberale demokrati indføres i Frankrig. Her er det igen en udøvende magt og borgerne, der indgår i et samarbejde, hvor magthavernes mål er at skaffe ressourcer til at føre krig, og borgernes mål er øget indflydelse. Samarbejdets form er det moderne, liberale demokrati. Om dets effektivitet kan man kun sige, at det består endnu efter 200 år, selvom det er ændret i retning af bl.a. inddragelse af en større del af borgerne. Det har altså foreløbigt vist sig at være effektivt i forhold til parternes mål.
Modellen kan, som det ses, give en samlet forklaring på demokratiets opståen, forsvinden og genopståen i perioden. At betragte demokrati som et institutionaliseret samarbejde mellem borgere i en by eller mellem borgere og en kongemagt er formentlig ikke videre problematisk. Derimod er modellens forklaring om demokratiets effektivitet i forhold til at opnå samarbejdets mål formentlig også dens ømme punkt og et oplagt offer for f.eks. et poppersk krav om falsificerbarhed: Det er svært at tænke sig en situation, hvor man går væk fra borgerinddragelse i statens beslutninger, uden at man kan se dette som mere effektivt for den ene af parterne. Derved risikerer modellen egentlig slet ikke at give en forklaring på demokratiets forsvinden.
Demokratiets indretning, eller samarbejdets form, er meget forskellig i de forskellige demokratier. Selve indretningen er ikke genstand for undersøgelsen, men den bliver alligevel i modellen afgørende for demokratiets holdbarhed. Derfor havde det været rimeligt med en model for udviklingen i demokratiets indretning. Dette tillader de pladsmæssige rammer dog ikke, men et bud, der altså ikke bliver udviklet her, kunne være en evolutionær udvikling i demokratiets institutioner mv., i retning af stadigt mere effektive former.
Alsted, Jacob (2001): De menneskelige samfunds udvikling. En introduktion til historisk sociologi. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
Axelrod, Robert (1984): The Evolution of Co-operation. Penguin Books, London, England.
Finer, S.E. (1997): The History of Government. Vol. II. Oxford University Press, Oxford, England.
Held, David (1996): Models of Democracy. 2nd ed. Polity Press, Cambridge, England.
Heywood, Andrew (1997): Politics. Macmillan Press, Basingstoke, England.
Tilly, Charles (1992): Coercion, Capital, and European states. AD 990-1992. Blackwell Publishing, Malden, USA.
Note: Opgaven er en eksamensopgave i den første halvdel af kurset Demokrati og stat på Københavns Universitet, Økonomisk Institut, efteråret 2004. Eksamensspørgsmålet havde følgende ordlyd: Foretag en historisk-sociologisk beskrivelse af demokratiets udvikling i perioden fra 508 f.k. til 1789 e.k. Udviklingen skal beskrives som en sammenhængende udvikling og beskrivelsen skal derfor anvende begreber og kategorier, der går på tværs af hele perioden. Eksempler på sådanne begreber og kategorier kan være, Axelrod: sandsynlighed for at møde hinanden igen, Tilly: koncentration af tvang og kapital, Alsted: adskillelse af stat og samfund, Held: individ vs. fællesskab. Man er velkommen til at konstruere sine egne begreber og kategorier, så længe man kan argumentere for dem. Opgaven skal besvares med udgangspunkt i pensum og kræver ikke inddragelse af supplerende litteratur.. Opgaven blev bedømt til 9 med det kritikpunkt, at bl.a. den megen plads, der bruges på at opstille modellen betyder, at analysen bliver for overfladisk, og at modellen ikke anvendes grundigt nok i analysen.
Min hjemmeside | Andet jeg har skrevet | Skriv til mig
Opdateret sidst: 2. december 2004 (offentliggjort 2. december 2004)
Denne sides adresse (URL): http://delaine.dk/demokratiogstat.htm
Copyright © 2004 by Thomas de Laine, all rights reserved.